Greve af Flandern

Greverne af Flanderns Våbenskjold.

Greven af Flandern var herskeren over Grevskabet Flandern fra det 9. århundrede.[1] Titlen blev i en periode også holdt af herskerne af Det tysk-romerske Rige og Spanien. Under Den Franske Revolution blev Grevskabet Flandern i 1790 annekteret Frankrig og ophørte med at eksistere. I det 19. århundrede blev titlen overtaget af Belgien og to gange tildelt yngre sønner af belgiske konger. Den seneste indehaver døde i 1983.[2]

I 862 udnævnte Karl den Skaldede Balduin 1 som den første markgrave af Flandern. Udnævnelsen var af militær karakter, idet Balduins skulle være ansvarlig for at kæmpe imod vikingernes plyndringer Vestfrankens kyst. Titlen markgreve (eller markis) blev med tiden til greve. Arnulf 1. var den første til at betegne sig selv som greve af Guds nåde . Titlen markgreve var forsvundet ud af brug i det 12. århundrede. Siden da blev herskerne af Flandern kun omtalt som grever.

Greverne af Flandern udvidede deres besiddelser gennem en række diplomatiske ægteskaber. Grevskaberne Hainaut, Namur, Béthune, Nevers, Auxerre, Rethel, Burgund og Artois blev alle erhvervet på denne måde. Grevskabet Flandern kom dog imidlertid til at lide samme skæbne. Som et resultat af ægteskabet mellem grevinde Margrete 3. med Filip den Dristige, hertug af Burgund, indgik grevskabet og de underliggende grevskaber i en personalunion med Hertugdømmet Burgund i 1405.[3]

  1. ^ Gilliat-Smith, Ernest (1909). The story of Bruges (4th udgave). London: J. M. Den & Co. s. 5. ISBN 978-1-4446-6629-8. Hentet 7. juli 2016.
  2. ^ "Prince Regent Charles". Hentet 7. juli 2016.
  3. ^ Wim Blockmans; Walter Prevenier (3. august 2010). The Promised Lands: The Low Countries Under Burgundian Rule, 1369-1530. University of Pennsylvania Press. ISBN 0-8122-0070-5.

Developed by StudentB